Fitness eksperten

Godt nytår til alle. Jeg vil fremover skrive et indlæg om fitness, træning eller andet relevant på blokken. Lidt om mig: Jeg er fitnessinstruktør og underviser i Bodypump og Bodycombat flere gange om ugen i et fitnesscenter. Jeg træner karate to gange ugentligt og er 2. kyo, hvis det siger nogen noget. Derudover løber jeg og træner på andre hold for ren fornøjelse. I mit "rigtige" arbejde er jeg uddannet jordemoder og underviser til dagligt jordemoderstuderende i klinikken. Jeg er 46 år. mor til tre fitnessbørn, og jeg er også mormor. Ligesom Hipfitnessmama har jeg heller ikke altid været slank og "fit". Et rygestop for mange år siden kostede 11 kg, som det tog flere år at komme af med. Jeg blev uddannet aerobicinstruktør tilbage i 1992, dengang man havde g-strengen uden på tøjet. Mest fikst hvis man var åleslank, knap så fikst hvis ikke... Efter at have levet af fitness i nogle år, være super hårdt trænet med store overarme og "sixpack", lagde jeg mit liv om, læste til jordemoder og fik barn nr. 3. Så gik det fysisk ned af bakke. Den utrænede krop og de 11 kg, blev en brat opvågning, da jeg fik øje på mig selv i spejl, med minus talje, kaffepletter på BHèn og en hage der gik ud i et med min brystkasse. Jeg måtte sande, sikkert lige som mange af Jer, at det kan være svært at kombinere små børn, uddannelse og træning. Jeg ville ønske, jeg havde haft nogen eller noget til at motivere mig, vise mig at der er en vej, men at den kan være svær at få øje på. Mine indlæg på bloggen vil derfor primært handle om motivation, hvordan du får træning ind i din hverdag, forskellige typer af træning, graviditet og træning osv. Har du forslag eller ønsker eller blot spørgsmål om fitnesstræning, styrketræning, graviditet og træning eller kampsport er du meget velkommen til at skrive til mig. Glæder mig til at høre fra Jer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar